PECS - Picture Exchange Communication System
- et lovende kommunikationsredskab

af Éva Vigild

PECS er et kommunikationsredskab, som har været kendt og brugt i USA i over 10 år, og har for mange børn med autisme, der ikke har noget sprog, vist sig at være den perfekte måde at kommunikere på. Kort fortalt er det et system, hvor man udveksler små kort for at få udtrykt/opfyldt et behov eller et ønske. Det vil sige, hvis barnet vil have en kage, tager barnet et kort med et billede af en kage og giver det til den voksne. Mange er kun i stand til at “sige noget” med ét kort ad gangen. Men mange lærer efterhånden at sætte kortene sammen til sætninger, og udtrykke hele tanker, og tit kommer det talte sprog ligeså stille i gang ved hjælp af den visuelle støtte, som kortene giver.

For at gøre arbejdet lettere og sortering og opbevaring af kortene så enkel som mulig, har man fundet det mest fornuftigt at klistre et stykke velcro på bagsiden af kortene, så de er lette at sætte fast og flytte rundt med. Hvad selve billederne på kortene angår, er der ingen “obligatoriske” systemer. Man kan bruge farvebilleder fra et digitalkamera, sort-hvide tegninger, eller noget helt andet. Mange vælger dog at lave kortene ved hjælp af computerprogrammet Boardmaker, fordi det indeholder en bred vifte af billeder og har gode redigeringsmuligheder.

Man er så småt begyndt at bruge PECS nogle få steder i Danmark – Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov har bl.a. haft succes med at anvende det. Det er endnu ikke så kendt her i landet. Systemet er opfundet og udviklet af Andrew Bondy fra USA, som holdt foredrag ved Skivekonferencen i november 2000, og et 2-dages kursus i København i marts 2001. De fleste, der var til stede, er enige om, at denne metode lyder meget spændende og lovende og er værd at prøve.

Systemet er oprindeligt blevet udviklet for små børn med autisme, men har siden med stor succes været brugt af både unge og voksne med autisme. For at holde det enkelt, vil artiklen bruge et drengebarn som eksempel i beskrivelserne.

Systemet er enestående og adskiller sig fra mange andre metoder på grund af nogle vigtige ting. Først og fremmest: her er det barnet, der spontant tager initiativ til kommunikationen, og ikke den voksne/pædagogen, der opfordrer barnet til det. Andrew Bondy understreger, at man netop bruger ordet kommunikation, fordi man på intet tidspunkt forventer, at barnet rent faktisk siger noget. Så dette er ikke et redskab, der lærer vores børn at tale, men et, der kan sætte dem i kontakt med omverdenen.

At komme i gang med PECS kræver meget lidt forberedelse og få forudsætninger. Barnet behøver ingen øjenkontakt, han skal heller ikke kunne fastholde opmærksomheden i lang tid, kunne imitere lyde eller lære et sæt tegn som f.eks. tegnsprog, før man kan komme i gang. Man behøver ikke at anskaffe dyrt udstyr eller kostbare hjælpemidler. Det eneste, som pædagogen er nødt til at gøre, er at undersøge, hvilke ting (typisk mad, legetøj og lignende), barnet bedst kan lide, og hvilke ting han/hun slet ikke kan lide. Har man fundet ud af det, og har man et billede af hver ting, kan man komme i gang.


Hvordan kommer man så i gang? 

Først lærer man barnet grundprincippet: Hvis jeg vil have noget, skal jeg selv bede om det ved at tage et kort og lægge det i hånden på den person, der kan give mig det. Det er hér, barnets yndlingslegetøj eller noget slik kommer på bordet, fordi man ved, barnet vil gøre sig umage for at få fat i det. Der sidder en hjælper bag barnet og hjælper hans hånd på vej til at tage kortet op og overrække det til læreren. Det går lynhurtigt med at finde ud af, at man bare skal aflevere kortet, så får man f.eks. en vingummibamse!

I de efterfølgende faser lærer barnet at bruge to og senere flere kort, at vælge imellem flere forskellige ting, senere igen tilføjer man udsagnsord, tillægsord, osv., så barnet kan efterhånden bygge hele sætninger og herved udtrykke sine ønsker mere præcist. (“Jeg vil have stor, rød bil.”) Disse sætninger, der naturligvis består af flere kort, sætter han bare fast på en strimmel med velcro på og giver derefter hele strimlen til pædagogen.

Ligeså snart barnet er gået i gang med at lære systemet i børnehaven/skolen, bliver man opfordret til også at bruge PECS hjemme, hos plejefamilien, i byen og alle andre steder. Det er vigtigt, at barnet forstår, at dette er noget, han kan bruge med forskellige personer og i forskellige miljøer. Det er let at føre kommunikation ved hjælp af PECS, og mange forældre bliver utrolig lettede og imponerede over, hvor mange konflikter, de kan løse eller undgå, når de tager det i brug. Ligesom der er mange børn med autisme, som bliver meget nemmere at omgås, når de endelig kan udtrykke nogle af deres ønsker og oplever, at de bliver forstået.


Hvad kan man bruge PECS til?  

Det mest oplagte er at bede om mad eller om et stykke legetøj. Efter kun lidt øvelse kan det ske med en sætning, der starter med et “Jeg vil have .....” kort. Men der er et hav af muligheder ud over dette. Barnet kan f.eks. hurtigt og nemt vælge ud fra et større sortiment af legetøj, uden at man skal spørge “vil du have den eller den, eller den....?” Han kan være med til at bestemme, hvad for en leg han vil lege, og hvilken strofe, der skal synges i en børnesang. Han kan opfordre de voksne til forskellige ting, idet der findes (eller kan laves) kort, der f.eks. betyder “Se her” eller “Hjælp mig”. Han kan udtrykke sine følelser ved hjælp af “Jeg er bange”, eller “Jeg kan ikke lide det”, han kan bede om en pause, når han bliver træt. Man kan også bytte om på rollerne, hvor det er den voksne, som giver strimlen til barnet f.eks. med en besked, som fortæller, at han først skal blive færdig med arbejdsopgaven, men gerne må spise frugt bagefter – en fin visuel støtte til den verbale information. I de sidste faser af indlæring af PECS prøver man at opnå, at barnet ved hjælp af sine kort kan svare på nogle spørgsmål, som bliver stillet mundtligt. (F.eks. spørgsmål, som: Hvad vil du have? Hvad kan du høre/se?) I grupper med børn, der alle bruger PECS, har man set mange eksempler på, at børnene kommunikerer med hinanden ved hjælp af kortene. I alt dette er der en ting, der er centralt: barnet har mulighed for selv at indlede kommunikationen, det er ikke en voksen, der spørger, og barnet er ikke henvist til en passiv rolle.

Når barnet kommer i gang med PECS, og antallet af de anvendte kort begynder at vokse, laver man som regel en lille bog, hvor man opbevarer kortene, gerne delt op efter emne, som f.eks. mad, legetøj, tøj, udsagnsord, farver, osv. Strimlen til sætningerne anbringer man på forsiden. Man kan godt købe de nødvendige materialer hos Andrew Bondys firma, Pyramid Educational Consultants, men kan også sagtens lave det hele selv. Hvis man bruger f.eks. et let ringbind, bliver det en bog, som man nemt kan tage med sig og bruge alle vegne, på indkøb, på ferie eller familiebesøg. Mange vælger at lave adskillige enkelte sider, som så fyldes med kort til det aktuelle behov: en f.eks. kun med madvarer på, som man bruger ved måltiderne, eller en i børneværelset med det udvalg af legetøj, som barnet kan overskue at vælge ud fra. Det vigtigste er, at barnet ved, hvor bogen er (den kan evt. få sin faste plads i en reol, eller lign.), og han har adgang til den, når han har brug for den.


Hjælper PECS barnet med at lære at tale? 

Nogle gange, ja. Lige så snart man er begyndt at bygge sætningerne på sin strimmel, vil pædagogen nemlig tage imod strimlen, og tage barnets hånd, pege på kortene og læse sætningen højt. Dette kan tit ende med, at barnet begynder at “læse med”, især hvis pædagogen er god til at lokke ham til det ved at læse “for langsomt” og holde nogle små strategiske pauser. Mange børn kommer i gang med at tale, og mange bliver så gode til det, at det langsomt forlader PECS og går over til almindelig tale. Men det sker ikke altid, og en af de ting, Bondy advarer imod, er at tage PECS fra børnene for tidligt. Det er vigtigt, at barnet selv bestemmer, om han vil give slip på dette visuelle hjælpemiddel, og det skal altid ske i hans egen tempo.