Tale til Louise Schwartz Nielsen, modtager af Demetrious Haracopos legatet 2018

 

 

Demetrious Haracopos-legatet er stiftet af Sofieskolen og Center for Autisme.

Sofieskolen er et bo- og skoletilbud for børn og unge med autisme- spektrum-forstyrrelser, og her var Demetrious først psykolog og siden forstander indtil 1993, hvor han stod for at oprette og siden lede Center for Autisme som privat erhvervsdrivende fond.

 

Legatet er stiftet til minde om en person, der hele livet arbejdede for at støtte og hjælpe mennesker med autisme.

 

I legatudvalget sidder jeg, Bente Laustsen, forstander for Sofieskolen, Marianne Tankred Luckow, centerleder for Center for Autisme, og Sussi Haracopos, specialpædagog, som var gift med Demetrious Haracopos indtil hans død i december 2011.

 

Demetrious helligede sig gennem årene arbejdet med børn, unge og voksne med autisme, deres forældre og pårørende. Han var i 70’er og 80’erne en af de dominerende kræfter i det pædagogiske og psykologiske miljø, der banede vejen for den specialpædagogiske tilgang til arbejdet med børn med autisme.

 

Demetrious bliver især husket for sin både dybtgående faglighed og sit respektfulde og involverende engagement i og samarbejdet med forældre og pårørende. Han blev et ikon for et stærkt fællesskab og den fælles forståelse mellem forældre og fagpersoner, der arbejder for at fremme forholdene for mennesker med autisme.

 

Demetrious arbejde byggede på den etiske grundholdning, at hvis vi ønsker, at barnet med autisme skal lære at respektere vores regler og normer, må vi også lære at respektere barnets særpræg og personlighed. Og han brugte ofte sætningen ”Ethvert menneske har retten til at blive set og hørt”.

 

Det efterlevede Demetrious selv til fulde.

 

Legatets formål er at inspirere og fastholde grundtankerne i det arbejde, som Demetrious ydede til personer med autisme gennem mere end 40 år.

 

Demetrious’ ånd vil leve videre i vores arbejde med at forbedre vilkårene for mennesker med autisme i Danmark, og det skal dette legat bidrage til og fastholde.

 

Demetrious Haracopos havde et helt specielt forhold til personer med autisme.

Han knyttede særligt tætte bånd, fordi han var i stand til at komme helt ind under huden på de personer han samarbejdede med. Han havde en særlig evne til at sætte sig i andre menneskers sted, så disse følte sig set og forstået.

 

Demetrious arbejdede altid for, at personer med autisme skulle have mulighed for fortælle om, hvordan de selv oplevede autismen, så andre kunne få et bedre indblik i diagnosen, og derved hjælpe og støtte mere målrettet.

 

Demetrious var begejstret, da han i midten af 90-erne læste Kasper Elsvors livshistorie. Det var den første danske beskrivelse om autisme skrevet af en person, der selv havde diagnosen, og Demetrious lod straks bogen udgive.

 

Senere var Demetious med til at skrive bogen ”På kanten af det normale” sammen med en række unge mennesker med Aspergers syndrom, der alle gennem en årrække havde deltaget i en af hans basisgrupper, hvor de talte om at bo alene, om arbejde, ensomhed, kæresteliv, særlige interesser, fremtiden og meget andet. Bogen var med til at give andre mennesker med ASF, forældre og fagfolk et indblik i hvordan bogens forfattere havde det med at leve med Aspergers syndrom.

 

Demetrious støttede flere i at holde oplæg på konferencer, så vi kunne lære mere om deres liv med Autisme, han lod deres stemme være hørt og det var banebrydende.

 

 Selvom Demetrious ikke kendte årets prismodtager personligt, ville han i sandhed have elsket, at prisen i år tildeles en person med autisme.

 

I år tildeles legatet til Louise Schwartz Nielsen, som er blevet indstillet af Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland. Louise er stifter af NAUK –  som står for Netværk for autistiske kvinder, som er en gruppe for kvinder på autismespektret. Louise har selv diagnosen og Aspergers syndrom.

 

Den første gruppe startede tilbage i 2013.  Formålet med NAUK er at skabe netværksgrupper og mødesteder for kvinder på autismespektret, så de i trygge autismevenlige rammer kan mødes med andre ligesindede og ved gensidig støtte og rådgivning understøtter bedre selvforståelse og accept af diagnose.

 

Et andet formål er, at skabe endnu mere fokus på området kvinder og autisme, da der har været alt for lidt fokus på området alt for længe.

 

Ved det første møde, som blev afholdt i Århus, var der et stort fremmøde som tydeligt underbyggede interessen og behovet for at etablere et netværk.

 

Siden da har NAUK haft vokseværk. I har i samarbejde med Landsforeningen Autisme haft et projekt, hvor I underviste kvinder, som gerne ville være tovholdere for deres egne NAUK-gruppe. I dag er der 10 grupper i hele landet – og også en på Færøerne!

 

Der er udarbejdet hjemmeside og facebookgruppe, så I er nemme at finde og budskabet kan spredes.

 

Kære Louise – du har banet vejen – du har ydet en stor og vigtig indsats – det er hermed en ære at overrække dig Demetrious Haracopos legat – stort tillykke!

Login